Flere og flere danskere får brug for hjælp til at stifte familie. Infertilitet rammer op mod hvert 4. par, og fertilitetsbehandling tager psykisk hårdt på mange. Alligevel er der ingen hjælp at hente hos det offentlige. Sabine Krüger Witellus var i behandling i over et år, før en læge spurgte hende, hvordan hun havde det. Da brød hun sammen.
Af: Ane Frederikke Bro Andersen
Sabine Krüger Witellus står ude foran fertilitetsklinikken, hvor hun har været så mange gange før. Men i dag føles det anderledes. Sabine og hendes kæreste har helt undtagelsesvis fået et fjerde forsøg på ICSI-behandling og skal nu efter en tiltrængt pause fra nåle, møder og blodprøver starte deres sidste gratis behandlingsforløb op. ”Da jeg går ind på klinikken, begynder mine læber at ryste. Jeg er lige ved at bryde sammen. Jeg tror, min krop kan huske alt, hvad den har været igennem derinde,” erindrer Sabine.
Efter Sabines scanning, taler hun og lægen om at starte Sabine op på hormonstimulering igen. Da lægen afslutningsvis spørger, hvordan det ellers går, bryder Sabine sammen i gråd. ”Så siger lægen, at sygeplejersken nok lige skal komme og snakke med mig.” Sygeplejersken kommer og følger Sabine ind i et lille, klinisk lokale.
”Sygeplejersken stikker mig en lap papir med et nummer, jeg kan ringe til og kommer med nogle standardsætninger. Hun siger, der er mange i samme situation som os, og at hun selvfølgelig også håber, at det lykkes.” På papiret står nummeret på en anden sygeplejerske, Sabine kan ringe og snakke med. Lægens spørgsmål, snakken med sygeplejersken og den lille lap papir er de eneste følelsesmæssige håndsrækninger, Sabine husker fra sit godt halvandetår lange fertilitetsbehandlingsforløb ved det offentlige:
”Der er ikke noget følelsesmæssigt i den klinik. Du er bare en maskine, der kommer ind og ud igen.”
En udbredt sygdom
Sabine Krüger Witellus er en blandt mange danskere, som i dag er i fertilitetsbehandling. Ifølge tal fra regionerne kommer stadig flere og flere i behandling. Tilbage i 2020 foretog man 22 000 reagensglasbehandlinger, hvilket markerede en stigning på næsten 50% på blot 6 år. Den kæmpe vækst i antallet af mennesker i fertilitetsbehandling betyder også, at det i dag er omkring hvert 10. barn i Danmark, som kommer til verden med en hjælpende hånd fra assisteret reproduktiv teknologi.
I Danmark anerkender man ufrivillig barnløshed som en sygdom, når man har forsøgt at blive gravid i over et år uden held. Faktisk er ufrivillig barnløshed den mest udbredte kroniske sygdom blandt 25-45-årige kvinder og par. Et sted mellem hvert 4. og hvert 6. par vil opleve at være infertile i perioder eller hele deres liv. Mange af disse par vil søge hjælp hos det offentlige fertilitetssystem. Et system flere oplever som mangelfuldt. Fertilitetsterapeut Tina Teglgaard er en dem:
”Der mangler fuldstændigt fokus på det psykiske aspekt.” Tina Teglgaard har selv været ufrivillig barnløs, og i dag hjælper hun andre, som står midt i deres fertilitetsforløb – mange af dem hos det offentlige. ”Det er, som om man ikke rigtigt tager ufrivillig barnløshed alvorligt. Man bliver ved med at sige, at det er alvorligt og hårdt og en sygdom, men der følger ikke rigtigt handling bag ordene.”
Det offentlige fertilitetssystem tilbyder par og kvinder under 41 år tre gratis reagensglasbehandlinger. Mislykkes disse, kan man vælge at prøve hos en af landets mange privatklinikker, men her skal man selv betale. Som det er i dag, er der ingen krav til de offentlige klinikker om at tilbyde psykologisk støtte eller vejledning, og derfor oplever ganske få patienter at få sådan en hjælp. En hjælp som ifølge fertilitetsterapeut Tina Teglgaard helt indlysende er nødvendig:
”Det er selvfølgelig lægerne, der kan hjælpe med at skabe et barn, men det er hårde sager at være i fertilitetsbehandling, og noget man har brug for hjælp til. Der er mange, som ikke selv har råd til psykologisk behandling. Mange kommer først til os, når det er rigtig slemt – og der er det jo reelle, alvorlige depressioner, vi ser.”
Sygemelding og dårlig samvittighed
Det er morgen, og Sabine er lige startet på ny medicin. Hun og kæresten har påbegyndt deres fjerde ICSI-behandling. Sabine får meget højere doser medicin, end hun er vant til, så det er ikke kun hovedet, der er på overarbejde, kroppen pumper også med hormoner, der skal modne æggene i hendes livmoder, men undervejs i processen gør de Sabine endnu mere træt og følsom.
Sabine sætter sig ind i sin bil og kører mod den dagpleje, hun arbejder i. ”Allerede da jeg træder ind ad døren på arbejde, kan jeg mærke, at jeg ikke er hel. Jeg er opløst.” Sabine siger ikke selv noget, men kollegaerne mærker hurtigt, at noget er helt galt. ”Mine kollegaer kan se det på mig, og så bryder jeg bare sammen. Og børnene er søde, de kan jo også godt se, at jeg står der og græder.” Sabine bliver sygemeldt, og en uge efter får hun en længere deltidssygemelding.
På dette tidspunkt har Sabine været i fertilitetsbehandling i omkring et år, og det slider på hende. ”Jeg kan mærke, at jeg trækker mig og bliver mere og mere indadvendt. Jeg er ikke lige så glad, som jeg har været førhen,” forklarer Sabine. ”Jeg har ikke overskud til at spørge ind til så mange af mine veninder og glemmer at svare på beskeder, fordi jeg ikke har mere overskud til at spørge ind til andre, fordi vi selv kæmper med så meget. Og så kører den dårlige samvittighed også over det.”
De psykiske og sociale konsekvenser Sabine Krüger Witellus oplever i forbindelse med hendes behandling, er hun langt fra alene om. Faktisk peger forskning på, at hele 30% vælger at stoppe deres fertilitetsbehandling før tid, fordi den psykologiske belastning bliver alt for tung.
Ofte er kvinder mere påvirket af et fertilitetsforløb end deres mandlige partnere, og op mod hver 4. kvinde oplever depressive symptomer efter et enkelt eller flere mislykkedes forsøg. Undersøgelser viser også, at selvmordsraten blandt kvinder, der ovenpå fertilitetsbehandling ikke har fået et barn, er dobbelt så høj, som hos de kvinder, der efter behandling har mindst et barn.
Men forskningen peger også på løsninger. Terapi hjælper. Og ikke bare på kvindernes følelsesmæssige tilstand. Det er nemlig ikke kun trivslen hos patienterne, der stiger, det gør succesraten på deres fertilitetsforløb også. Jordemoder og kandidat i pædagogisk psykologi Laura Kjær Jacobsen har et bud på hvorfor:
”Man kan se, at der er en sammenhæng. Samtaleterapien fremmer succesraten for fertilitetsbehandling. Vi ved ikke hvorfor, men måske er det fordi, man bedre kan følge behandlingsforløbet, man har måske ikke brug for så mange pauser.”
I Laura Kjær Jacobsens klinik, Fertilitet og Familiedannelse, snakker hun med enkeltpersoner og par, som på den ene eller anden måde er udfordret i den proces, hvorved man skaber familie. Blandt disse er der mange i fertilitetsbehandling. ”Terapien hjælper en til at kunne rumme at være i situationen,” forklarer Laura Kjær Jacobsen. ”De fleste kommer jo med en grundlæggende frygt for ikke at kunne få lov til at give liv videre. Der er mange, som siger, at det ikke er en menneskeret at få børn. Men det er heller ikke derfor, infertilitet er et problem – det er ikke fordi, man har ret til at få børn. Det er fordi, det er en menneskelig drift at få børn.”
En usikker fremtid
Sabine Krüger Witellus finder plasticspande og nåle frem gemt bag nips og julepynt i sin og kærestens lejlighed. ”Nogle af dem gør jo mere ondt end andre,” forklarer Sabine og fisker en lille kanyle op af den matterede plasticspand. ”Den her føles lidt som et bistik.” Sabine har samlet alle nålene fra det sidste halvandetårs fertilitetsbehandlingsforløb på bordet foran sig. Der er mange. Og der står mere ny medicin i køleskabet. ”Der er mange, som siger, at den nye medicin, jeg skal på, gør mere ondt, så det er jeg lidt nervøs for.”
Efter nytår skal Sabine og hendes kæreste i gang med deres sidste fertilitetsbehandlingsforsøg hos det offentlige. De fik helt undtagelsesvis et fjerde forsøg, og nu har de fået et allersidste femte forsøg grundet forskellige komplikationer i deres forløb. Det er ikke kun den nye medicin, Sabine er bekymret for. Medicinen er måske i virkeligheden den mindste bekymring. ”Man ved jo ikke, om det går den ene eller den anden vej. Om man som par kommer tættere på- eller længere fra hinanden,” siger Sabine.
Frygten for, at deres drøm i sidste ende ikke kan indfries, er næsten ubærlig og har affødt svære samtaler mellem parret. ”Jeg vil jo gerne være mor, og min kæreste vil ikke prøve med donorsæd. Det kan jeg jo godt forstå. Men om man så skal gå fra hinanden, hvis det ikke lykkes. Det er jo ikke bare lige en lille samtale, man har med sin partner,” siger Sabine. Hun blinker ikke. Hendes øjne er våde. ”Sådan en usikkerhed er ikke rar at gå med. Det er den ikke. Så ville det være noget andet, hvis man ikke elskede hinanden. Så var det jo nemt at gå fra hinanden, men man elsker jo hinanden ubetinget, og så…” Sabine holder inde. Hun ved ikke hvad så.
Sabine ringede aldrig til det nummer, hun fik af sygeplejersken. Det føltes ikke trygt og blot som mere af samme skuffe, som den anden sygeplejerske lige havde hevet tomme, standardsætninger op ad. Sabine vil gerne snakke med en psykolog. Men hendes medicin er dyr, og hvis deres sidste forsøg mislykkedes, vil Sabine og hendes kæreste måske prøve en allersidste gang hos det private. Og så er der ikke også råd til psykolog.